De fleste af os drømmer om et smukt hjem ligesom i boligmagasinerne. Men mange føler alligevel, at de ikke rigtig kan ramme det stilrene og elegante look, som bladene viser. Hvis det lyder bekendt, giver vi dig her fem tips til, hvordan du indretter smukt, lækkert og stilrent.
Brug både nettet og fysiske butikker
Først og fremmest er det en god idé at lade dig inspirere af både internettet og fysiske butikker. Fysiske butikker har den fordel, at du kan se varen i virkeligheden, men til gengæld er udvalget småt. På nettet findes der utallige designshops (fx denne), hvor du kan købe alt til hjemmet fra både kendte og mindre kendte designere. Udvalget er meget stort, og du kan lade dig inspirere af, hvordan andre i hele verden har brugt lignende elementer i deres indretning.
Vælg tre farver
Nøglen til en enkel og stilfuld indretning er at spare på farverne. Det betyder ikke, at det hele skal være hvidt og gråt, bare at du skal bruge færre forskellige farver. Et godt tip er at vælge tre farver: én grundfarve og to farver, som passer godt sammen. De må gerne have lidt spræl, så du giver indretningen liv.
Lige nu er smaragdgrøn fx meget in, og du kan finde mange ting i forskellige nuancer af denne flotte farve. Uanset hvilken farve du vælger, er det vigtigste, at du nogenlunde holder dig til dine valgte farve. Bare enkelte elementer i andre farver vil hurtigt få hele rummet til at virke rodet, og det er umuligt at gennemskue, at der faktisk var en god plan nedenunder. På samme måde kan det være en god idé ikke at sætte flere farver lige ved siden af hinanden – men vurdér det i den enkelte situation.
Less is more
Dette motto kan lyde meget minimalistisk og sterilt, men her gælder præcis samme princip som med farverne. Jo færre møbler og ting du har, jo mere kommer de til sin ret. Det betyder ikke, at dit hjem skal se tomt ud. Der skal bare være luft og plads – og hvert møbel skal have nok plads.
Du kan også tænke over det, når du vælger dine møbler. Nogle gange er et helt simpelt udtryk bedst, fordi det giver plads til, at andre møbler kan tage opmærksomheden.
Tænk praktisk
Dette er ikke så meget et stilmæssigt tip men nærmere noget, som mange glemmer i al stilforvirringen. Det allervigtigste for dit hjem er nemlig, at det er funktionelt. Det betyder, at indretningen skal passe til dine behov og fungere for den måde, du bruger dit hjem på.
Brug lyset
Sidst men ikke mindst: brug lyset i din indretning. Selvom vi lever i det mørke nord, har vi masser af dagslys. Det kan du udnytte i din indretning ved at bruge en lys grundfarve og mørkere farver, som ikke suger alt lys. Du kan også skrue ned for voldsomme gardiner eller mørklægningsgardiner, som holder lyset ude.